Fra at være tæt på en bananrepublik er Island hastigt på vej over i den modsatte grøft. Korruptionsjægeren Eva Joly skal rense ud, og i dag lander en fransk bankekspert i Island. Jagten på de ansvarlige for øens økonomiske kollaps er for alvor skudt i gang.
Det seneste rygte i Island er, at kufferter stoppet med kontanter blev fløjet til udlandet kort før bankernes totale sammenbrud.
Den slags historier bliver diskuteret seriøst i Island, og det er bare ét af en lang række af mere eller mindre veldokumenterede eksempler på, at en lille gruppe mennesker lænsede øen og efterlod den brede befolkning med regningen. Den er i øjeblikket på 2,2 mio. danske kr. for hver islænding fra olding til spæd.
Der er ikke længere blot tale om uansvarlig udlånspolitik, om kursmanipulation og lidt for risikovillige iværksættere. Nej, nu handler det om regulært tyveri.
»Det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af problemerne, men alene med de historier og mistanker, der allerede har været fremme i pressen, er der basis for at begynde en grundig undersøgelse. Allerede i morgen (onsdag, red.) lander en fransk bankekspert, som skal lave en indledende vurdering af situationen,« siger Eva Joly der er en internationalt anerkendt korruptionsjæger, som Island har hyret til at hjælpe med retsopgøret efter det økonomiske kollaps.
Netop de mange mistanker om økonomisk kriminalitet af værste skuffe giver formentlig forklaringen på, at der ikke rejste sig et ramaskrig, da norsk-franske Eva Joly gav sin noget udiplomatiske diagnose på landsdækkende TV; her sagde hun, at islændingene er endt med gælden, ganske som Angolas befolkning gjorde, da deres kleptokrati tog flugten.
Men frem for at blive fornærmede over den bevidst provokerende analogi krævede tusinder af islændinge tværtimod, at regeringen hyrede hende til at rydde op.
I løbet af blot et døgn havde hvad der med en dansk målestok ville svare til 100.000 borgere stillet sig bag kravet på Facebook. Endnu et døgn senere var hun officielt ansat af regeringen.
Det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af problemerne, men alene med de historier og mistanker, der allerede har været fremme i pressen, er der basis for at begynde en grundig undersøgelse Eva Joly, internationalt korruptionsjæger, som Island har hyret til at hjælpe med retsopgøret efter det økonomiske kollaps
Vrede borgere
Nu er Eva Joly ikke den første, der opfordrer til at gå hårdt til de ansvarlige for Islands økonomiske kollaps.
For lige at opsummere har en folkebevægelse allerede væltet regeringen, nationalbankens direktører og ledelsen af finanstilsynet. Måden, det skete på, var bl.a. gennem de værste optøjer og gadekampe, som hovedstaden Reykjavik har lagt gader til siden 1949, hvor den unge nation endnu var ved at finde sin form.
Samtidig er fire banker hele den private banksektor overtaget af staten, og næsten alle spekulanternes selskaber er enten konkurs eller i betalingsstandsning.
Det er dog ikke nok til at tilfredsstille folkekravet om at få placeret ansvaret. Så langtfra.
Eksemplet Kaupthing
Grunden til det er, at nogle af de numre, som allerede er så godt som afdækkede af dagspressen, er særdeles stærk kost.
Alene sagerne omkring Islands største bank Kaupthing, får Roskilde Bank til at ligne en konservativ mønsterbank.
Blandt de mest spektakulære transaktioner er et lån, som banken gav til en sheik fra Qatar kort før bankens kollaps. Pengene skulle han bruge til at købe fem pct. af aktierne i banken men forinden passerede de en række selskaber på De Britiske Jomfruøer, hvor en del af pengene faldt af til bankens næststørste aktionær.
Det virker måske barokt, men det er langt fra et enestående eksempel. At bankens uheldige transaktioner ikke blot skyldes inkompetence antydes af den lange række direktører, der kort før krakket har overført ejendomme og luksusbiler til hustruerne.
Alle kender alle
Allerede før jul lavede den tidligere regering derfor en særlov, der bemyndiger en uafhængig anklager til at lave »Det Store Opgør« med de forretningsfolk, der måtte have lavet noget kriminelt før, under eller efter sammenbruddet.
Imidlertid viste det første problem sig allerede, da denne anklager skulle udnævnes: Ingen ville have tjansen.
Groft taget kender alle hinanden, og der er næsten ingen afstand mellem de potentielle svindlere, kontrolmyndighederne og de politikere, der er ultimativt ansvarlige for kontrollen.
Netop det særlige islandske problem gjorde, at ingen søgte jobbet for alle kunne på forhånd regne ud, at det ville blive noget nær umuligt at indfri befolkningens krav, og oddsene for at undgå at lægge sig ud med familie, venner og skolekammerater ville kunne skræmme selv en ludoman med abstinenser langt bort.
Derfor endte det med, at justitsministeriet måtte udpege en mand til den post, som ingen ville søge, og aben endte det mest usandsynlige sted af alle: Hos Ólafur Hauksson, sognefoged i byen Akranes, der blot tæller 6.000 sjæle.
Selv om han er uddannet jurist, får et godt skudsmål hele vejen rundt og i årevis har tjent som trofast embedsmand, er han ikke oplagt til jobbet.
Business har tidligere både portrætteret og interviewet den særlige anklager, og da fortalte han, at hans væsentligste kvalifikation var, at han var vant til at navigere i småsamfund, hvor alle kender alle.
Denne sognefoged står altså nu for at tage kampen op mod bl.a. russiske oligarker, sheiken fra Qatar, britiske storspekulanter og drevne islandske bankinvestorer, der tilsyneladende har brugt en lang række notoriske skattely til at drible store summer ud af de fejlende banker.
Hjælp fra udlandet
Det fuldstændigt ulige styrkeforhold fik Eva Joly til at tilbyde sin hjælp:
»Det kræver erfaring at vide, hvordan man griber bankundersøgelser an. Man skal vide, hvor man skal lede, og man skal vide, hvordan multinationale selskaber opererer,« forklarer Joly, der som undersøgelsesdommer i Frankrig var med i en succesfuld sag mod giganten Crédit Lyonnais og en række andre banker.
Udover erfaring har Joly også et stort, internationalt netværk, hun kan trække på og herfra kommer naturligvis den franske ekspert, der indleder sin undersøgelse i dag.
Men internationale kontakter gør det ikke alene
»Man bliver nødt til at samle nok beviser på islandsk grund, før man kan gøre sig forhåbninger om at få hjælp fra andre lande,« siger Eva Joly.
Hun er mildest talt skeptisk over for den hidtidige strategi, hvor den særlige anklager og blot fire underordnede skal bruge den første lange tid på at se, hvad andre myndigheder laver.
»Det er en stor misforståelse at vente med en egentlig undersøgelse, til man allerede har en sag. Man må i gang på baggrund af mistanken, og det skal ske med alt fra undersøgelser af regnskaber til husransagninger,« siger Eva Joly.